Velkommen!

Tænk, at du fandt os, for faktisk findes vi slet ikke endnu. Indtil den 15. oktober, så er FilmBuddy blot en skør ide, jeg fik for nogle år siden. Jeg har altid samlet på film, alle slags film, men på et tidspunkt havde samlingen vokset sig så stor, at jeg ikke kunne undgå at stille det væsentlige spørgsmål, nemlig har jeg virkelig brug for så stor en samling?

Det havde jeg nok ikke, men tænk om man kunne tage sin samling og forvandle den om til en butik? Så nu er vi her, på tærsklen til noget nyt – og gammelt. For mig er det nyt, for de sidste 18 år har jeg begået mig som lærer på mange af landets folkeskoler, men ideen om en klassisk filmbutik er selvfølgelig gammeldags. Og ja, jeg har selvfølgelig stillet mig alle spørgsmålene, som fx er der virkelig nogen som er interesserede i “rigtige” film, altså gode, gamle dvd’er, blu-rays eller endda, VHS’er?

Og ja, det mener jeg faktisk, at der er. Selvfølgelig er jeg en af dem, men jeg ser flere derude som mig, der sætter pris på at eje deres yndlingsfilm, lytte til særlige kommentarspor eller fordybe sig i filmens historie. FilmBuddy er selvfølgelig til dem, men faktisk også til alle andre. Tro det eller ej, men det er faktisk ikke muligt at se alle film på streamingtjenester, faktisk er det ikke engang muligt at se alle film på dvd eller blu-ray. Ja, der findes faktisk så sjældne film derude, som måske kun kan opdrives på et meget slidt VHS bånd eller støvet filmrulle.

Men nok om mig og FilmBuddy, dette var blot en lille hilsen og introduktion til hjemmesiden, som med tiden (forhåbentligt) vil vokse sig større og udvikle sig. Planen er ikke (endnu), at dette skal være en online store, men blot et samlingssted for alle jer filmbuddies derude, som savner et sted at dele jeres skøre ideer og tanker om film.

Så ja, nu er der ingen vej tilbage. Kig gerne ind på filmbuddy.dk fra tid til anden og se, hvad der rør sig, og har du lyst til at deltage, så skal du være mere end velkommen.